Jeg tror fra min barndom, at jeg altid har følt mig meget adskilt fra virkeligheden ved at være som observatør, og kameraet blev den perfekte korrespondent mellem mig og verden. Da jeg var 20, var det første gang, jeg flyttede for at bo i udlandet, langt fra familie og venner. Der følte jeg det uimodståelige behov for at fange de øjeblikke, jeg fandt smukke. Så jeg købte et filmkamera på Ebay, og fra dette tidspunkt gjorde jeg det til et større eventyr, da jeg var ny på stedet. 

Den bedste del af det er, at jeg ikke vurderer det som arbejde, så jeg arbejder vist aldrig.

Det er det modsatte af stabilitet. Men det kunne også være den bedste del af det.

Tavs, stemningsfuld, tvetydig.

'Alt, hvad der sker med mig, i mig, er en del af universet.'

Det sjove faktum, at det er et citat fra sangen fra et 90'er russisk popband. Men det rørte mig dybt, og hver gang jeg fremmaner det, føler jeg mig ikke ensom længere. Det giver lidt mening til alt, som jeg mister nogle gange.

Det er fuldstændigt kaotisk og intuitivt: Jeg lægger mærke til noget æstetisk unikt i en scene, jeg ser, og jeg laver et billede. 

Jeg har to billeder af mine, jeg lavede i Istanbul. Begge får mig stadig til at se på dem og falde i drømmehumør. Min ven er også fotograf, så jeg har også en chance for at nyde hans arbejde på mine vægge.

Mindet om mig selv, 4 år gammel, der sidder ved siden af vinduet og tegner ansigter med farverige blyanter.

 Tanken om den ubegrænsede mængde af muligheder og ideer, jeg kan skabe visuelt.

Dette arbejde blev udført i den periode, hvor jeg boede i Bangkok. Denne by var et nyt kapitel i min fotograferingsvej, da den har sine egne vibes, visse belysninger og farver, som jeg fandt meget ens med mit humør.